Sexisme i musikbranchen
Mail sendt til Autors medlemmer og nyhedsbrevsmodtagere fra konstitueret forperson Lasse Matthiessen 14. juni 2024 efter DR’s dokumentar Sexisme i musikbranchen.
Du har formentlig fulgt med i dokumentaren på DR om sexisme i musikbranchen eller set opslag om det på de sociale medier. Efter at have set de to afsnit, så kan jeg godt forstå, hvorfor det er blevet en sag, som alle i Danmark snakker om.
Det er umuligt kort at sammenfatte det, der bliver sagt i de to timer. Men helt tydeligt for os alle er den voldsomme sexisme, som mange kvinder er blevet udsat for – og stadig udsættes for – i vores branche. I mødet med den ene eller anden magtfulde mand. Det er manipulation. Det er chikane. Det er undertrykkelse. Det er misbrug af magt. Og det skal stoppe nu!
De to personer, der specifikt bliver skildret i dokumentaren, har handlet forkert både efter de normer og værdier, vi har i dag, og de normer der eksisterede tidligere. Sangen om “det var andre tider i gamle dage” klinger falsk. Magt som middel til at opnå mulighed for at overskride andres grænser har altid været forkert.
Vores udfordringer bevæger sig både på strukturelle og individuelle planer. De tusind myggestiks historie; hvor et enkelt myggestik kan tolereres, mens 1000 stik er noget, der fylder alt, som en analogi til alle de kommentarer og det, der er værre, som specielt kvinder oplever i branchen. Som ét af de mange frygtelige eksempler er kvinden i studiet med produceren, der vil se hendes bryster, før han vil arbejde videre med hende.
Måske nogle af jer – når I ser dokumentaren eller snakker om den – vil tænke tilbage på episoder, hvor I enten selv har oplevet noget grænseoverskridende eller set andre blive udsat for det. Til jer har jeg et klart budskab: Tal om det. Vi har Trygt Rum, som er en dedikeret telefonlinje, hvor der sidder personer, som er uddannede inden for området, til at snakke med jer. Det er anonymt og drevet af Sex og Samfund. Hvis det kan virke for uoverskueligt, så tal med en ven. Men vigtigst af alt; snak om det.
I andet afsnit lukkes der også op for en anden sexistisk struktur. Den der handler om, hvorfor kvinder til stadighed ikke udgør halvdelen af festivalplakaten. Hvorfor de 20 % af kvindelige Koda-medlemmer kun modtager 10 % af Kodas udbetalinger. Hvorfor det at skrive pladekontrakter med kvinder er “en dårligere business case” end med mænd.
Der bliver sagt, det skyldes, kvinderne bliver spillet mindre på radioen – og særligt Danmarks Radio. Er det sandt? Dokumentaren viser tallene. Og ja, det er det. Den del er heller ikke ny. Men nu er det på tide, at vi taler om, hvordan vi får ændret det. De tre major pladeselskaber i Danmark (Universal, Sony og Warner) og IFPI har ikke ønsket at deltage i dokumentaren. Jeg håber meget, de vil indgå i en dialog om den nu efterfølgende. Jeg deltog selv i en debat på Go’ Aften Live på TV2 i onsdag, hvor pladeselskaberne også havde muligheden for at dukke op, men igen var svaret nej. Hvad er de bange for?
Håbet
Vi har brug for en branche, hvor vi alle trygt, og på lige fod, kan skabe og spille musik. Som Pernille Rosendahl siger i dokumentaren (jeg håber, det er citeret korrekt): [Vi vil have] “En branche, der kan frembringe en musik der er rigere, mere bredspektret, original og relevant, end den vi hører i dag. En branche, vi trygt kan sende vores børn og unge ind i. Det kræver, at vi som samlet branche tør tage debatten og gøre noget ved det. At vi tør bede om hjælp, hvor vi ikke er verdensmestre. At vi fortsat måler og forholder os til empiri, og at vi kollektivt passer på hinanden, imens vi gør det”.
Det er spot on.
Debatten er vi i gang med nu. Men tør vi i branchen ændre de her strukturer? Og har vi magten til det?
Det er noget, vi i Autor / Komponister og Sangskrivere arbejder for hver eneste dag. Vi har indført etiske retningslinjer til os selv og til vores samarbejdspartnere. Vi har en samværspolitik. Vi har sammen med 15 andre musikorganisationer lavet en konkret handleguide til et professionelt arbejdsmiljø i branchen.Vi har netværk og camps for kvinder og kønsminoriteter og generelt en politik om, at kønnene skal være lige repræsenteret alle de steder, vi selv er.
Men det er langt fra nok. Derfor ser jeg frem til, at hele branchen går ind i debatten – specielt de tre store pladeselskaber og IFPI samt DR. De sidder med en af nøglerne til, hvordan vi kommer videre.
Til sidst vil jeg gerne sige en stor tak til de personer, der stiller sig frem i dokumentaren. I har valgt at fortælle jeres historier, fordi I ønsker en bedre musikbranche, hvor vi gør op med fortiden. Jeg er overbevist om, at det har krævet en masse af jer, og måske også gør det den kommende tid. Vi er der, hvis I har brug for noget. Vi er der også for alle jer, som måske har oplevet noget eller været vidner til noget, som ikke er med i dokumentaren. Ræk ud!
Hvor paradoksalt det end kan lyde, giver dokumentaren mig også et håb. Et håb om en fremtid i musikbranchen får udryddet den her adfærd. Jeg og Autor vil arbejde stenhårdt for, at det sker. Det håber jeg også, I vil.
Mange hilsner
Lasse Matthiessen, forperson i Autor.