Se resultatet af bestyrelsesvalget
Velkommen (tilbage) i bestyrelsen! Resultatet af Autors medlemmers stemmer på generalforsamling torsdag den 21. marts 2024 blev bl.a. genvalg til næstforperson Lasse Matthiessen.
Autors ordinære generalforsamling 2024 fandt sted i København på foreningens 51 års fødselsdag, den 21. marts. Hverken bestyrelsen eller medlemmer havde forslag til afstemning, så bestyrelsesvalget var helt centralt på dagen.
Lasse Matthiessen og Rikke Østergaard var begge på valg til bestyrelsen og blev genvalgt af Autors medlemmer. Tidligere suppleant Nanna Larsen blev nu valgt ind i bestyrelsen.
Marc Facchini Madsen blev 1. suppleant og deltager dermed i bestyrelsens månedlige møder, og Birgitte Rode blev valgt som 2. suppleant. I bestyrelsen sidder også Anne Eltard, Astrid Cordes og Andreas Sommer.
Jesper Hansen genopstillede ikke, da han stiller op til Kodas bestyrelse på Kodas generalforsamling den 23. april. Mange tusind tak lød det på Autors generalforsamling torsdag aften til Jesper for hans 10 år i Autors bestyrelse. Med stort engagement, viden og hjerterum, og ikke mindst en særlig stor indsats på det internationale område inden for bl.a. ECSA.
Efter generalforsamlingen, konstituerede bestyrelsen sig selv og valgte internt, hvem der skal være forperson og næstforperson, sådan som vedtægterne kræver. Anna Lidell fortsætter som forperson, Lasse Matthiessen fortsætter som 1. næstforperson, og vi byder Anne Eltard velkommen som 2. næstforperson. I det daglige udgør de tre foreningens forretningsudvalg, som bl.a. tilrettelægger bestyrelsesmøderne.
Mange tak for opbakningen til alle jer Autor-medlemmer, som stemte via fremmøde, fuldmagt eller brevstemmer. Også tak for gode spørgsmål og debat omkring generalforsamlingens andre punkter.