RMC Writing Camp: Karoline Mousing

Skriv sange til det nye danske pophåb Karoline Mousing sammen med etablerede sangskrivere og studerende fra RMC på ambitiøs camp 18.-21. november. Ansøg senest 2. oktober.

Siden 2019 har Autor og RMC bragt studerende og mere erfarne sangskrivere/producere sammen om at skrive til en konkret artist, og mange af sangene fra de seneste camps er endt med at blive udgivet. Artisten her i sjette camp er Karoline Mousing, som er signet til Universal og i gang med at lave materiale til sit første album.

Vi skal finde i alt ni deltagere – sangskrivere, toplinere og producere, dels fra RMC og dels blandt Koda-medlemmer, der ansøger. Sangskriverne fordeles i tre grupper med rotationer undervejs i de fire dage, campen varer.

Karoline Mousing er med på campen alle dage og klar til at gå ind i grupperne og skrive med, prøve ting af og synge demoer. Når en artist og sangskriver medvirker i en camp, så stiger chancerne for afsætningen af sangene og skærper samtidig fokus hos alle.

Campen ledes igen i år af Peter Biker, der har mange års erfaring med international sangskrivning og undervisning på RMC. Peter Biker sammensætter grupperne og coacher under hele forløbet.

Jeg glæder mig til campen, hvor vi igen i år skal være med til at breake en ny artist. Min ambition er at skabe nogle spændende konstellationer, som kan skrive sange, som Karoline Mousing og Universal vil udgive – og hvem ved – bliver til hits. Der er jo kun et begrænset antal pladser, så et hint er, at man mærker ’Ulykkelig’, den første sang hun har udgivet, og viser en kreativ spændvidde, der kan være med til at forme hende som artist. Vigtigst er, at man har et tårnhøjt ambitionsniveau og er villig til at dedikere ugen til at skrive – også selvom det nogle dage kan gå hen og blive sent. Det er en fordel, hvis man har erfaring fra writing sessions, hvor der skal leveres på meget kort tid. Alle er selvfølgelig velkomne til at søge – bare de er med på præmisserne.”

om karoline mousing

Da 22-årige Karoline Mousing i forsommeren 2024 uploadede ’Ulykkelig’ på TikTok, var det med et minimum af forventninger. Sangen – der er skrevet og produceret med en ven under hendes højskoleophold i foråret – havde fået gode tilbagemeldinger fra de medstuderende, men at den skulle eksplodere på TikTok, havde Karoline Mousing på ingen måde regnet med: ”Pludselig kunne jeg jo bare se, at det stak af med unge kvinder, der brugte sangen til deres egne videoer – videoer, hvor de følte sig selv og havde masser af selvtillid”.

Den 9. august 2024 udkom ’Ulykkelig’. Sangen kom flyvende fra start med næsten 10.000 streams på releasedagen og placerede sig derfor lige ude for Top-200. I skrivende stund har sangen streamet 130.000 gange.

Hør mere fra Karoline Mousing på InstagramSpotify eller TikTok.

fakta om rmc writing camp

Autor for Koda Kultur afholder hovedparten af udgifterne i forbindelse med din deltagelse, så hver deltager skal kun betale 500 kr. i egenbetaling. Der bliver serveret frokost hver dag. Bor du langt fra København, er din overnatning betalt. Vær indstillet på lange arbejdsdage.

Forløbet er organiseret af Autor og RMC. Campleder Peter Biker vil være med hele vejen.

Al musik, der bliver skrevet på campen, vil være lige split mellem dem, der er i lokalet. Er man fx fire, vil rettighederne blive fordelt med 25 % til hver part.

Du skal selv medbringe computer, instrument eller andet, som du skal bruge til at co-write. Der vil være mikrofoner, UAD-lydkort, klaver/flygel og evt. andre instrumenter på RMC, som kan benyttes, hvis de er ledige (ingen garanti).

Vi opfordrer både toplinere (melodi/tekst) og folk med producerkompetencer (tracks) til at søge. Kommer du med, får du – ud over muligheden for at skrive med Karoline Mousing – udvidet dit netværk af sangskrivere plus nogle super inspirerende dage.

Har du spørgsmål til campen, er du velkommen til at kontakte Peter Biker på peter.themelody@gmail.com.

Hvad: RMC Writing Camp: Karoline Mousing
Hvornår: mandag den 18.11.24 til og med torsdag den 21.11 2024 fra kl. 10.00 til kl.?
Hvor:
Rytmisk Musikkonservatorium, København.
Ansøgningsfrist: Onsdag den 2. oktober 2024 kl. 23.59.

sådan søger du

Alle interesserede Koda-medlemmer kan ansøge.

Du ansøger via Koda Kulturs ansøgningssystem, hvor du logger ind med Mit-ID. Vælg Arbejdsophold og “RMC Writing Camp”. Til ansøgningen skal du uploade/sende disse ting:

  • En kort ansøgning på ca. en kvart side. Her begrunder du, hvorfor netop du skal med på campen. Skriv også, om du forestiller dig at deltage som producer, sangskriver eller topliner (eller lidt af det hele måske).
  • En minibiografi/CV (pdf).
  • Tre musiknumre (mp3 eller m4a), som du har været med til at skrive. Husk at skrive i kommentarer til lydfilerne eller som del af din ansøgning, hvad din rolle er på numrene.
  • Valgfrit: Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil.

Det anbefales at lave din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk bistand, hvis du har brug for det.

Deltagerne udvælges af Peter Biker samt en anden medudvælger ud fra musikalsk niveau og erfaring på det musikalske område, men også med blik for diversitet på holdet.

ansøg her