PR og storytelling med Danni Travn

Mangler du en god pressemeddelelse? Sammen med journalist Danni Travn tilbyder vi webinar samt 1:1 sparring, der giver dig værktøjer til at lave god PR-tekst og storytelling om dig og din musik.

Journalist og forfatter Danni Travn står for kurset.

Som kunstner skal du i stigende grad mestre den gode historie. Om dig selv, om din musik, om dine ambitioner. Både i pressemeddelelser, interviews og på sociale medier skal du fange branchefolks og publikums opmærksomhed og fastholde den.

Men hvordan skærer du dit budskab, så du både rammer modtageren og er tro over for dig selv? Det spørgsmål er i centrum på dette kursus, hvor du får individuel sparring med en af landets mest erfarne rådgivere udi historiefortælling for musikere. Målsætningen er, at det bliver nemmere for dig at formulere dine pointer i både tekst og tale.

Efter forløbet vil du stå med en konkret pressemeddelelse om dig og din musik. Klar til brug. Du vil også have fået værktøjer til bedre at kunne formidle din musik.

Webinaret finder sted mandag den 2. september 2024 kl. 10-12. De individuelle pressemeddelelsessessions er hhv. 13. og 16. september.

Alle Koda-medlemmer kan tilmelde sig. Deltagelse er gratis, og tilmelding er efter først-til-mølle-pricippet.

Mere om kurset

Kurset er delt i tre.

  1. Første del er et fælles webinar, som opridser de felter, du skal mestre som fortæller. Dernæst zoomer webinaret ind på pressemeddelelsens indhold og form.
  2. Kursets anden del består af, at du selv formulerer en pressetekst.
  3. Og tredje del består af, at du får personlig sparring med udgangspunkt i din tekst og de udfordringer, du sidder med.
Tidsplan
  • Online oplæg om storytelling og opbygning af pressemeddelelser den 2. september 2024 kl. 10-12. 
  • Deadline for at aflevere pressemeddelelse til Danni Travn: 9. september 
  • Individuelle sessions: Fredag den 13. og mandag den 16. september fra kl. 9-15 (50 minutter til hver deltager) 

NB. For at kunne deltage i kurset, skal du være med til både fælles oplæg mandag den 2. september og sessions enten 13. eller 16. september.

Om Danni Travn

Bag kurset står Danni Travn. Han er journalist og forfatter, uddannet på Syddansk Universitet og Goldsmiths University. Han har stået for historiefortællingen bag en lang række danske musikere, herunder MØ, Mads Langer og The Minds of 99.

Derudover har han skrevet en række anmelderroste bestsellere om danske musik- og kulturpersonligheder som Bent Fabricius-Bjerre, Jesper Langberg, Preben Kristensen og Lis Sørensen.

Tilmeld dig