Når du tager en håndfuld kapelmestre med rig erfaring inden for improvisation, og kombinerer traditioner og nerve fra Italien, Berlin og København, står du tilbage med gode kort på hånden. I hvert fald med jazzhundene On Dog.

De fem hunde er Mark Solborg (guitar, elektronik), Francesco Bigoni (tenorsaxofon, klarinet), Piero Bittolo Bon (altsaxofon, basklarinet, fløjte, vokal), Beppe Scardino (barytonsaxofon, basklarinet) og Marc Lohr (trommer, elektronik). De udgav deres debut i 2013 og har netop sluppet deres tredje album Dielectric.

Albummet består af optagelser fra KoncertKirken og hovedrummet i The Village i København. Kvintettens samarbejde er ofte baseret på polyfoni og lange, gennemkomponerede former, der komplementeres af veludviklet improvisatorisk praksis.

On Dog har spillet på Copenhagen Jazz Festival, Sunship og adskillige festivaler og spillesteder i Europa, og den store erfaring høres på Dielectric, som har bevaret improvisationens vildskab og dynamik.

Dielectric udkom 26. juni 2020 på ILK Music.

Play
On Dog: ‘Dielectric’ teaser