Ny karrierecoach hos Autor
Trine Ulrich er ny karrierecoach for komponister og sangskrivere hos Autor. Et forløb med Trine indeholder fem møder på fem måneder, fx med fokus på udgivelsesplaner, fondssøgning eller anden planlægning.
Et coachingforløb med Trine UIrich indeholder fem sparringssessions hen over en fem måneders periode, samt mulighed for ugentlig skriftlig feedback og sparring via mail.
I et forløb med Trine hjælper hun først og fremmest med at skabe overblik og retning, så det bliver nemmere at forstå og begå sig i den etablerede musikbranche med overskud og på egne præmisser. Dette kan fx være ved at lægge en stærk udgivelsesplan, hvor I sammen går fra det store overblik og ned i detaljerne.
Trine hjælper med at skabe synergi omkring udgivelse af musik, indhold på SoMe, spillejobs, fondssøgning mv. og får det hele til at spille sammen, så hvert enkelt skridt fører dig tættere på dine mål og ambitioner med musikken.
I et forløb kan Trine f.eks. hjælpe med:
- Udgivelsesplan
- Fondssøgning
- Budgetter
- Booking og planlægning af koncerter
- Prioritering af tid og arbejdsopgaver
- Kortlægning af din unikke karrierevej
Alle medlemmer af Koda kan ansøge om et coachingforløb. Et forløb er gratis for Autor-medlemmer og koster 350 kr. for andre Koda-medlemmer.
om trine ulrich
om trine ulrich
Trine Ulrich har arbejdet som selvstændig manager og bookingagent siden 2018. Hendes styrke er upcoming samt mere erfarne DIY artister. Hun arbejder både med mainstream genrer og har samtidig stor erfaring og netværk indenfor forskellige nichegenrer, særligt metal og hardcore.
Desuden er hun projektleder på Mono Goes Metal Fest og Masterclass, medlem af fagudvalget for ROSAs internationale transportstøtte og bestyrelsesmedlem hos spillestedet Voxhall.
Trine er uddannet indenfor regnskab samt event management, og hun har tidligere arbejdet på spillestedet Vega, samt været booker og bestyrelsesmedlem på Carpark Festival og projektleder på Hej Søster Festival. Trine har desuden før holdt oplæg om udgivelsesplaner som en del af Autors Drivkraft-kurser.