Kulturpolitisk post fra Lasse Matthiessen
Kære kolleger
Vi var flere, der fik en klump i halsen, da vi hørte Musikberiget fortælle om deres arbejde til vores konference ”Besat af Musik”. Gennem musikken skaber de plads til følelser og håb hos indlagte børn, unge og voksne og deres pårørende på en række store danske hospitaler. En virkelig meningsfuld måde at sætte sin musik i spil på – hvor deres historier ramte hjertekulen hos undertegnede.
Det vi skaber, skal sætte sig i folks følelser. Uagtet om det er negative følelser vi skal bearbejde, eller håbefulde følelser, der skal boble. Det er essensen af det du og vi kan og gør hver dag.
Men vi bliver til stadighed udfordret på vores virke. Af synlige og usynlige barriere, der skubber til os på forskellige måder. Så eksempelvis ens køn, alder og geografiske tilhørsforhold betyder noget. Hvor det betyder noget, hvilken slags musik du skaber. Det er formentlig ikke ’breaking news’ for nogen af jer, men jeg synes alligevel det er vigtigt at sætte fokus på.
Som eksempel i vores arbejdslegatpulje har vi i år fået knap 1.300 ansøgninger inden for stort set alle genrer. Der er altid en større gruppe, som ikke synes de hører til en af de gængse genrebetegnelser, men ser vi bort fra dem, så står popmusikken for mere end 1/3 af ansøgningerne. Jazz-musikken står for 14% af ansøgningerne, elektronisk for 14% og rock for 10%. Derudover søger der også musikskabere i genrer som heavy metal, musik til børn, world, folk og hip hop/rap.
Med andre ord er der en god spredning på alle de rytmiske genrer i vores arbejdslegatpulje. Selvom langt fra alle får tildelt et legat, så er vi glade for den diversitet af genrer, som ansøger om et arbejdslegat. Og det er vigtigt for mig som forperson, at vi er en forening, der er bred og arbejder på tværs og rummer alle genrer og kunstneriske udtryk. Og selvfølgelig en opfordring herfra om fortsat at søge til den musik I skaber.
Til slut vil jeg gerne sige tusinde tak for alle de snakke, mails og henvendelser jeg har fået siden jeg tiltrådte som ny forperson for Autor i forsommeren. Jeg sætter stor pris på alle de input, jeg får! Så hermed også en opfordring til at skrive til mig på lasse@autor.dk eller på min Instagram, hvis du har spørgsmål eller kommentarer. Eller bare vil hilse på.
Rigtig god december!
Lasse Matthiessen, forperson fra Autor