Kulturpolitisk post fra Lasse Matthiessen
Kære Autor-medlemmer
Vores forening er her i efteråret oppe i særlig højt gear. Camps, coaching, arbejdslegater, arbejdsophold og vigtige politiske sager står på dagsorden, og vi er også i gang med at planlægge de mange tilbud, I kan søge næste år.
Et særlig stort og vigtigt event for os er vores konference Besat Af Musik, som kun er for os skabende kunstnere. Den største konference af sin slags i Norden. Den foregår lørdag den 2. november, og jeg håber at se mange af jer – så skynd jer at snup en af de sidste pladser. Programmet er fantastisk og I kan læse det her.
Arbejdslegater og refugier
Mange af jer gør brug af vores syv refugier, og mange søger vores arbejdslegater og coachingforløb. Faktisk så mange, at der er kommet rekordmange ansøgninger til arbejdslegatpuljen i år. For andet år i træk er der kommet 100 flere ansøgninger ind end året før. Så alene i 2024 har lige knap 1.300 søgt vores arbejdslegatpulje, og vores udvalg river sig i håret over, hvor højt niveauet er. Jeg møder en del, der bliver nedslået ved afslag – og jeg kender selv følelsen – derfor er det også vigtigt for mig at sige til jer, at der er flere kvalificerede og støtteberettigede ansøgninger, end vi har midler. Så søg igen!
YouSee vil skære 75 procent af deres betaling til Koda. Skal vi finde os i det?
Jeg vil også henlede jeres opmærksomhed på den sag, som fylder meget i øjeblikket for Koda og for os. Mange af jer har måske fuldt med i sagen i pressen. Der er to meget vigtige elementer i det. Det ene handler om, at YouSee/Nuuday ønsker at skære 75 % af sine betalinger til Koda væk. Det er et enormt og et absurd beløb, og det er rent ud sagt frækt.
YouSee/Nuuday bruger rigtig meget af alle os komponisters musik, og det betyder, at en del vil mærke en nedgang i Koda-indtægt. Samtidig betyder det, at der vil være færre af de såkaldte kulturelle midler, som vi bruger til netop legater, camps, coaches og meget andet.
Så til spørgsmålet, om vi skal finde os i det, er svaret helt klart og tydeligt – nej, det skal vi ikke! I Autor arbejder vi derfor sammen med vores søsterforeninger med at støtte Koda i at være med til at kæmpe den kamp. Taber vi den, kan det på sigt have store konsekvenser for alle os musikere, komponister, sangskrivere og tekstforfattere – og i sidste ende have stor betydning for, hvor meget og hvor god musik, vi kan skabe i fremtiden.
Der er mange andre ting, jeg gerne vil dele med jer. Der er ikke plads til det hele, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at I
har alle sammen fået en mail fra Koda med invitation til et spørgeskema, som skal undersøge Kodas Kulturelle Midler. Jeg følger undersøgelsen så tæt, som det kan lade sig gøre. Og jeg vil opfordre jer alle til at deltage i den. Det næste skridt er fokusgrupper, hvor forhåbentligt mange af jer vil blive inviteret til at deltage.
Som altid er jeg enormt nysgerrig på den musik, I laver. Jeg modtager nogle gange uopfordrede mails med jeres musik, og jeg elsker at få dem. Del meget gerne jeres musik med mig, og sig gerne til, når jeres musik opføres offentligt. Min mailadresse er lasse@autor.dk. Jeg er som ny forperson meget opsat på at tale med jer om musik og høre den. For det er musikken, vi er her for!
-Lasse Matthiessen.