Eksport af egen musikkarriere: Magnus Tempels’ erfaringer
Kan man “eksportere” sin egen musikkarriere til udlandet? Det gjorde Magnus Tempels i år, da han rykkede til Berlin. I online session onsdag den 4. oktober kl. 16 deler han ud af sine erfaringer.
Som en del af Autors fokus på musikeksport og internationale muligheder, har vi i år fået lov at følge sangskriver, producer og artist Magnus Tempels tæt på. I starten af 2023 pakkede den 24-årige Magnus Tempels al sit grej og flyttede til Berlin for at lave “gør-det-selv-eksport” med egen musikkarriere i udlandet.
I tre Zoom sessions fortæller han ærligt om, hvordan det er at rykke sig selv og sit musikliv til et nyt land; starte på bar bund og bygge noget op. Til inspiration for andre musikskabere, der overvejer at prøve sig selv af internationalt; eller som bare er nysgerrige på, hvordan det er at tage springet.
Vi er nu klar med tredje og sidste session onsdag den 4. oktober kl. 16-17. Vi er spændt på at høre – nu 10 måneder efter starten – hvor Magnus står i dag, og hvad han har lært. Hvad vil han anbefale andre? Hvad vil han fraråde? Han vil også fortælle om, hvordan hans musik har ændret sig, efter han rykkede ud af sit vante miljø. Og så er der noget med en kontrakt med Universal…
Der er også tid til spørgsmål undervejs. Det er ikke nødvendigt at have deltaget i de første to Zoom-møder med Magnus, for at være med den 4. oktober.
Om Magnus Tempels
Om Magnus Tempels
Magnus Tempels’ musikliv kom for alvor i gang i 2014, hvor han begyndte at spille på gaden iført sin stemme og guitar. Efter at have rejst rundt og spillet på gaden i flere europæiske storbyer, blev 2018 året, hvor Tempels’ begyndte at producere elektronisk musik.
Det har ført til, at han netop har udgivet sit anmelderroste debutalbum Leech, hvor skarpe Bieber-inspirerede popmelodier møder mørket fra Tempels’ elektroniske instrumentale ophav. Magnus har tidligere spillet på bl.a. Rust og Vega samt SPOT Festival flere gange – senest her i 2023.
Magnus Tempels er medlem af Autor. Han har tidligere været med på sangskrivercampen DIY Berlin 2021, som har været med til at give ham blod på tanden til at arbejde videre i Tyskland.
Se mere til Magnus Tempels på hans officielle Facebook eller Instagram.
De første to sessions
De første to sessions
Første session i februar handlede om Magnus’ forventninger, forberedelse og opstart i Berlin. Med tips og deling af ideer med andre musikere, der drømte om – eller havde afprøvet – noget lignende.
Til anden Zoom session i maj gav Magnus en status på det dansk-tyske musikeventyr, og så var Autors næstforperson Lasse Matthiessen med for at give yderligere perspektiv på, hvordan man kan gribe “DIY-musikeksport” i det tyske an. Lasse Matthiessen er sangskriver, artist, tysklandsekspert og tidligere projektleder på campen DIY Berlin, der netop handler om, hvordan man kommer ind på det enorme tyske musikmarked, finder samarbejdspartnere og får pressedækning m.m.
Tredje og sidste Zoom-snak (du behøver ikke have deltaget i de første!) med Magnus Tempels i Berlin er onsdag den 4. oktober 2023 kl. 16-17.
For alle Koda-medlemmer.
tilmeld dig