Næste omgang Seminar & Bar finder sted den 31. oktober. Bliv klogere på musikken, del dine erfaringer og mød dine komponist- og sangskriverkollegaer. Vælg mellem fire spændende seminarer.
I løbet af efteråret præsenterer DJBFA en række begivenheder under overskriften Seminar & Bar, hvor du kan blive klogere på musikken, dele dine erfaringer og samtidig møde dine komponist- og sangskriverkollegaer. Næste Seminar & Bar finder sted torsdag den 31. oktober 2019.
Program:
Kl. 16-18: Seminarer.
Kl. 18: Gratis mad, drikke og hygge ad libitum.
Du kan vælge mellem disse fire seminarer:
DR Radio nu og i fremtiden
Oplæg og dialog med DR’s radiochef Gustav Lützhøft om DR’s strategi og tanker på musikområdet. Gustav er en af de mest omtalte mediefolk i år. Siden DR i september sidste år meldte ud, at de ønskede at lukke P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz, har han stået i skudlinjen ang. den beslutning. DR er måske en af de institutioner i Danmark, der betyder mest for danske komponister og sangskrivere. Til dette seminar har du mulighed for at spørge Gustav om, hvordan det ser ud fra hans side af skrivebordet.
Ud over scenekanten
“Hvordan du leverer musikken, så publikum kan føle og mærke den” med performance-coach Kristian Koch. Rigtig mange musikere tjener deres penge ved at stå på scenen, men underligt nok er det ofte det at stå på scenen, der bliver brugt mindst tid på. Det kan for mange musikeres vedkommende have en del konsekvenser, bl.a. at det ikke er en god oplevelse – hverken for dem selv eller for publikum. Ud fra forskellige videoklip gennemgår Kristian Koch de klassiske “fejl”, musikere ofte laver, der fjerner fokus fra musikken, og hvad vi så kan gøre på scenen for at blive bedre til at levere musikken.
Introduktion til Ableton Live
Intro, tips og tricks til et af de mest intuitive musikprogrammer på markedet. Denne workshop introducerer dig for Ableton Lives unikke muligheder og work flow: Hvordan du kan arrangere musikalske idéer og afvikle dit materiale live. Også om hvordan du kan bruge hardware-controlleren Ableton Push, som frigør dig fra mus og keyboard og muliggør en mere musikalsk interaktion med programmet. Jesper Skovgaard er uddannet inden for musikproduktion og lydteknologi fra Aalborg Universitet og Stanford University og arbejder også som musiker, komponist og underviser.
Din egen podcast
Skab relation og tillid til dit publikum ved at lave dine egen podcast. Podcastmentor Charlotte Heje Haase inspirerer dig til at lave en fængende podcast og dele din stemme med verden. Find ud af, hvorfor din podcast er vigtig, og hvordan den kan skille sig ud. Få samtidig et overblik over, hvad det kræver at podcaste.
Tilmelding
Hele arrangementet er åbent og gratis for alle DJBFA- og/eller Kodamedlemmer.
Det hele sker hos DJBFA, Lautrupsgade 9, København Ø.
Du er velkommen til både at tage til seminarer og blive og spise, men det er også fint, hvis du vil nøjes med en af delene. Du skal dog tilmelde dig seminarerne, da der er begrænset plads, og det er efter først-til-mølle-princippet.
Tilmeld dig her (link udløbet)
Vi glæder os til at se dig!
Kommer du langvejs fra, kan du få dækket dine transportudgifter ved valg af billigste transportmiddel. Se hvordan her.
Arrangementet bliver til med midler fra Koda Kultur.