Mikael Simpson

…er netop fyldt 50 år, og i den forbindelse har han besluttet at give sig selv en gave. Endda sådan en gave, som man kan dele med andre, nemlig endagsfestivalen Den Store Dag.

Denne sommer er sangskriver, guitarist, sanger, radiovært, eksilnordjyde-gone-christianshavner (og Autor-medlem!) Mikael Simpson fyldt 50 år – nærmere betegnet den 23. juli. Stort tillykke med den runde dag!

Mikael Simpsons start i dansk musik kom i form af 90’er-indiegruppen Luksus med Lise Westzynthius, Georg Rune Andersen og Henrik Vibskov (og gruppen gendannedes for en kort stund på Syd for Solen i 2023). Siden blev Mikael Simpson et meget etableret og respekteret navn i dansk musikliv med album som Os To + Lidt Ro 2002, Stille og Uroligt og Slaar Skaar – vekslende mellem elektronisk knitrende beats og stemningsfuld indierock under Simpsons vokal og mindeværdige danske lyrik, især på numre som ”Faldskærm”, ”Du drømmer om et andet sted”, ”Jeg sidder fast” og ”Inden du falder i søvn”.

De senere år har Simpsons kærlighed til musikken kommet P6 Beat til gode, hvor han agerede radiovært bl.a. på Formiddagen med Simpson. Simpson har også i en årrække været en del af Trentemøllers liveband samt akkompagneret Jørgen Leths ord i Vi Sidder Bare Her.

Nu er Mikael Simpson tilbage som solist med en ny single. Han fortæller: ”Jeg går som altid rundt og koger på noget musik, men udgivelsesraten er faldet markant. Nu har jeg søsat singlen ’En klog mand sagde engang’, og der vil dukke mere op undervejs i efteråret.

I anledning af fødselsdagen holder Mikael endagsfestivalen Den Store Dag i det nye spillested Poolen på Refshaleøen i København den 31. august 2024. Vi har spurgt ham, hvad det går ud på…

Jeg er netop fyldt 50 og har tænkt på, om jeg skulle give mig selv en gave. Jeg har ofte spillet en stor koncert om året i København, men nu vil jeg gerne udvide til en lille festival, Den Store Dag, hvor jeg kuraterer og inviterer nogle artister, jeg er glade for. Det skal være en tilbagevendende begivenhed. Her første år kommer Bertrand Belin med fuldt band. En ny, dansk vellydende duo, der hedder Glas, og så med mig selv og mit orkester i midten,” fortæller Mikael Simpson.

Læs mere om Den Store Dag her og med på Mikael Simpsons Facebook.