Kulturpolitisk post fra forkvinden nr. 10: Anna Lidell om det kommende år, om nyt logo, billigere medlemskab og meget mere.
Kære medlemmer
Om du har et par årtiers erfaringer på bagen eller er helt ny, så har du nok en gang i dit liv stået med et vinylcover. Den fysiske fornemmelse af at have det halvglatte cover i hånden, med den vægtige plade, der forsigtigt er beskyttet af både papir og coverets solide overflade. Den er beskyttet grundigt, fordi musikken kan og skal holde i årtier. Musik har ingen alder. Jeg har selv lige arvet en betydelig vinylsamling, som jeg i øjeblikket er på jagt i. Det er virkelig inspirerende at høre noget af al den fantastiske musik, der er udgivet i Danmark igennem de sidste 40 år.
Nu er vi gået ind i et nyt år, et nyt årti, og vi syntes i bestyrelsen, at det var tid til et nyt logo, som indrammer præcis dét, vi er som forening. Et fællesskab, som står virkelig stærkt og får indflydelse, men også et fællesskab, hvor vi inspirerer hinanden i samarbejde og viden. Vi står hver for sig, men har samtidig et samlet rodnet, som giver næring og styrke til hinanden i vores vilde forgreninger. Som en tæt skov af forskellige træer. Vi skal som organisation samle rødderne i netværk, arbejdsophold, hædersprisfester, Seminar & Bar m.m. Men vi skal også skabe rammen, så al jeres fantastiske musik kan komme ud i verden og blive hørt og følt og mærket.
Derfor afspejler vores nye logo, at DJBFA er jeres forening, som gør alt, hvad den kan for at skabe rammer for musikken og beskytte vores indhold: Jer. Firkanten som coveret og cirklen som pladen.
Jeg møder mange medlemmer til vores Seminar & Bar, og det er enormt givende for mig at høre, hvad I arbejder med, og hvordan I tænker, vi arbejder allerbedst for jer.
Vi udsendte en undersøgelse her til jul, som over 450 af jer har svaret på. Det er vi meget taknemmelige for, og vi undersøger i øjeblikket svarene grundigt for at se, hvordan vi på bedste vis kan imødekomme de udfordringer eller muligheder, I står overfor.
Vi har f.eks. Seminar & Bar i Aarhus den 13. februar, hvor jeg håber at møde mange. Som noget nyt har vi også finansiel rådgivning eksklusivt til for vores medlemmer, og både i Aarhus og København er alle pladser allerede optaget, så det er selvfølgelig noget, vi gentager. Derudover har vi i øjeblikket åbent for tilmeldinger til et nyt DIY arbejdsophold i Tyskland samt vores refugier. Så hvis du har brug for ny inspiration, kan jeg anbefale at sætte sig ved tasterne. Og så har vi gjort det billigere at være medlem.
Jeg håber, vi ses snart til et af vores arrangementer! Følg med på hjemmesiden og på vores Facebook-side.
– Anna Lidell